Danskfagligt Essay

Beskriv hovedemnet fra 3-5 vinkler:

·         Sørg for at præsentere og indarbejdet teksten fra opgaven

·         Indarbejd både abstrakte og konkrete sekvenser, dvs. både eksempler og refleksioner

·         Hold dig på måtten/til emnet!

·         Sørg for gode overgange.

·         Besvar (eller reflekter i det mindste) over alle de spørgsmål du stiller. Og omvendt: stil kun spørgsmål du kan besvare eller reflektere over.

·         Sørg for variation i eksemplerne.

·         Inddrag danskfaglig viden (og terminologi).

·         Kontroller at du har besvaret opgaven.

Essayet som genre


​Essayet er en af de tre genre i den skriftlige eksamen i dansk på stx. Det danskfaglige essay har mange ting til fælles med den essaygenre, man kan møde ude i den virkelige verden, men der er også nogle forskelle, idet reglerne for et danskfagligt essay er strammere på nogle punkter sammenholdt med det essay, man kan møde i aviser og på nettet. I det følgende vil du blive introducere til genren ved en generel beskrivelse, og efterfølgende vil de lidt strengere krav, der er til det danskfaglige essay, blive behandlet.
 
Ordet 'essay' kan oversættes med ’forsøg’ eller ’udkast’, og essayets er et skrivende subjekts udkast til en forståelse af et fænomen eller et forsøg på at beskrive et fænomen. Med det skrivende subjekt menes, at der er et tydeligt ’jeg’ i teksten. Et jeg, som beskriver og beretter om egne oplevelser, og som reflekterer herover.
 
Essayet indeholder passager, hvor ’jeget’ beskriver konkrete scener og beretter om personlige erindringer. På baggrund af disse iagttagelser foretager jeget en bevægelse og forholder sig nu abstrakt om emnet og reflekterer over emnet. En abstrakt refleksion, hvor ’jeget’ forholder sig til noget almenmenneskeligt eller noget generelt.
 
Når ’jeget’ er på det konkrete niveau, fortæller jeget om sine egne oplevelser og beretter om egne erfaringer eller erindringer typisk i en scenisk fremstillingsform med sanseindtryk, typisk skrevet i en lav stil og ofte i en parataktisk sætningsstruktur med brug af metaforik og oftest et tydeligt ’jeg’. Sætningernes struktur og længde varierer for at skabe et levende sprog. Disse sceniske beskrivelser bruges som afsæt for at sige noget generelt, abstrakt, almenmenneskeligt om emnet.
 
På det abstrakte niveau forsøger jeget at sige noget generelt om emnet, og her skal der holdes fast i essayet som ’forsøg’ eller ’udkast’. Det er ikke videnskab, så jegets bud på emnet på det abstrakte niveau udfoldes oftest med en svag styrkemarkør med formuleringer ”det kunne tyde på”, ”måske”, ”jeg tror”, ”det kan være forbundet med” – formuleringer, der alle åbner for en usikkerhed. Desuden skiftes pronomet ’jeg’ ud med ’vi’ og ’man’, netop for at manifestere det generelle, fællesmenneskelige. Den sceniske fremstillingsform forlades frem for en skrift med refleksioner med typisk hypotaktisk sætningsbygning, høj stil med mere komplicerede ord og komplicerede sætninger, som netop underbygger komplicerede sammenhænge på det abstrakte niveau. Metaforik kan også identificeres her, og ligeledes kan variation i sætningsstrukturer og sætningsopbygning. Det er vigtigt, at subjektet kommer med nogle bud på emnet på det abstrakte niveau. Der er typisk tale om generaliseringsargumenter – fra iagttagelser i det konkrete siges noget generelt på det abstrakte plan.
 
Essayet er på den måde netop ikke videnskab, og er ikke en videnskabelig artikel. Essayet er den begavede borgers refleksion over emner som fællesskab, kulturelle værdier eller litteraturens rolle i samfundet. Den har ikke baggrund i en videnskabelig undersøgelse og udgiver sig ikke for at være det. Essayet er en genre, der gør det muligt at forholde sig til mere kulturelle og abstrakte fænomener ud fra et grundlag, som er akademisk og ræsonnerende, men som ikke er videnskabeligt: Den behandler ikke empiri (data) på et videnskabeligt grundlag. Essayet er netop subjektivt; et subjekts reflekterende perspektiv på et emne, som giver modtageren mulighed for at tænke videre selv.
 
Historisk set stammer essayet fra renæssancen (1500-1600-tallet) og knyttes til personer, der har skabt genren: Michel de Montaigne (1533-1592) og Francis Bacon (1561-1626). Deres essays er meget forskellige – og de karaktertræk, der er beskrevet oven for, kan trækkes tilbage til dem begge: Montaigne med subjektet i en undersøgelsesproces, man ikke ved, hvor ender, og Bacon, som forholder sig til grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem individet og samfundet, individet og eksistensen. Montaigne og Bacon viser i deres forskellighed, hvor bred en genre essayet egentligt er.
 
Montaignes essay er typisk karakteriseret ved subjektive oplevelser, det spontane og åbne essay, som afsøger emnet, gerne i spring og markante skift. Montaigne undrer sig og undersøger sin egen psyke.
Bacon reflekterer mere logisk i sammenhænge og holder sig klart til emnet, som han får belyst ved at se det fra flere vinkler med et ønske om at opdrage og give bud på, hvordan man skal leve fornuftigt. Det er tydeligt, at de begge er et udtryk for renæssancen: på baggrund af individet i centrum søger de gennem fornuft at undersøge verden i al dens alsidighed.

Redigeret den 14. februar 2018
Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen

0 comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *